En grøntsag vi altid har tilgængelig i køleskabet, er agurken. Med sin neutrale friske smag, sin knasende sprødhed og læskende egenskab er den god som tilbehør til en fed ret.
Her har vi moderniseret og frisket bedstemors agurkesalat op med chili og naturligvis også gjort den sukkerfri, nu hvor vi kører med low carb konceptet. Vi har brugt en mild chili, så det unge smagsdommerpanel – altså børnene kunne være med.
Vi er meget glade for æblecidereddike, det er en eddike, der både er aromatisk, har eddikens syrlighed og en dejlig sødme. Den er en god smagsgiver til en enkel salat som denne.
Vi serverede Agurkesalat med Chili sammen med en rigtig lækker guacamole som tilbehør til ovnbagt laks.
Ingredienser
1 stor agurk 1/2 rød chili 2 spsk æblecidereddike ca 1 tsk sukrin gold eller fiber sirup gold salt og peber evt 1 tsk blå birkes til pynt
Sådan gør du
Lav lange tynde skiver af agurken med en tyndskræller, eller med en kartoffelskræller.
Fjern og kassér kernerne fra chilien, hak chilien let.
Bland eddiken og smag til med sødestoffet og salt og peber.
Vend alle ingredienserne i en skål.
Du må gerne lade agurkesalaten stå køligt og trække i en times tid.
Drys evt. lidt blå birkes over agurkesalaten, server.
Tips og Tricks
Vi bruger sukrin gold og fiber sirup gold, da vi ønsker, at retten har et lavt indhold af sukker. Hvis et lavt sukkerindhold ikke har samme betydning for dig, så kan du snildt erstatte disse sødemidler med rørsukker eller en lækker honning.
2 thoughts on “Agurkesalat med Chili”