Broccolimos er en skøn og velsmagende vitaminbombe. Et tilbehør der tilberedes nemt og lynhurtigt.
Broccolien har, med sin milde bløde kålsmag, vundet stort indpas i mange børns og voksnes hjerter. Som en rigtig god sidegevinst, er den desuden rig på kostfibre og indeholder en lang række gode vitaminer og mineraler.
Har du børn, der ikke er så glade for grøntsager, så prøv at pifte grøntsagerne op, som fex at give dem broccolimos – eller dragekød, som vi kaldte det, da vores børn var mindre. Vi fortalte en drabelig og spændende historie, om hvordan far, på vej hjem fra arbejdet, på sin cykel, blev angrebet af en stor fæl drage. Vi fortalte i detaljer om fars vilde kamp med dragen, om hans magiske sværd, og om hvordan han til sidst besejrede dragen. – Der nu ligger der på tallerkenen og smager fantastisk. For fortællinger om mad, behøver jo ikke at være kedelige, vel? :-)
Vi har valgt at tilsætte godt med parmesan til broccolimosen, da vi synes, at den komplimenterer broccolien fortræffeligt, med sin dejlige smag af umami.
Spis broccolimos som tilbehør til kød, hvor du ellers ville have haft serveret ris eller en kartoffelret.
Vi serverede mosen sammen med Kylling i stegeso
Tilberedningstid 10-15 minutter
Tilbehør til 4 personer
Ingredienser
1 stor frisk broccoli 1 fed presset hvidløg 50 g smør rigeligt med salt, lidt friskkværnet peber 50 g revet parmesan
Sådan gør du
Rens og skyl broccolien, del den i mindre buketter.
Kom broccolien ned i en gryde med letsaltet kogende vand. Kog den mør, det tager ca 8-10 minutter.
Hæld vandet fra, kom smør, presset hvidløg og næsten alt parmesanen ned til broccolien.
Blend hele molevitten med en stavblender.
Smag til med salt og peber.
Pynt med parmesan
Server
Tips og Tricks
Har du ingen parmesan, så kan du bruge en avocado, en stor håndfuld blendede nødder eller en kæmpestor skefuld fed creme fraiche i stedet for.
Spiser du sensekost, så tæller broccolimos for håndfuld 1-2 samt ca 1 spiseskefuld af sensekost definerede spiseskefulde fedtstof, pr. stor håndfuld mos.
2 thoughts on “Broccolimos”