Brød og boller uden gluten, uden kornsorter og i det hele taget – helt uden stivelse, er præmissen for os, der vælger at spise en LCHF/lowcarb highfat kost. Det giver jo i høj grad mulighed for udforskende udfoldelser i køkkenet, i de små hjem. For hvad p….. putter man dog i sin brøddej, i stedet for mel?
Der findes flere fiberprodukter på markedet, som til dels erstatter melet. Herudover bruger vi mel lavet af malede nødder og frø. Vi vil meget gerne, i et senere indlæg, skrive lidt mere om alle de specialprodukter, vi har og bruger, i vores køkken.
Når vi skal have LCHF-brød, så bager vi det selv. Skal vi have en erstatning for rigtigt franskbrød eller boller, så bager vi som regel de her LCHF osteboller med squash. Det er en opskrift som vi kom frem til, efter flere mindre heldige forsøg… Heldigvis lykkedes det omsider med et vellykket resultat, som vi kan lide det, inden for de givne rammer.
I denne opskrift bruger vi to typiske LCHF specialprodukter. Det ene er pofiber, der er et produkt lavet af kartoffelfibre. Det har en neutral smag og dets egenskab er at binde væsken til sig. Det andet produkt er fibrex, der minder om pofiber. Det er lavet på roefibre, og giver brødet en grovere struktur, lidt a la grovbrød.
Der skal jo ost i bollerne. Vi foreslår at du selv river osten. Det gør vi, fordi købt revet ost i poser, ofte indeholder alt muligt andet end ost – prøv selv at læse varedeklarationen på poserne, næste gang du handler (melklister, gluten, tilsætningsstoffer osv. osv.- og meget lidt ost).
Bollerne smager rigtig godt med smør, pålæg eller prøv dem med lækkert hjemmelavet syltetøj, som du finder opskriften på her.
Til 8 boller:
Ingredienser
160 g ost - vi brugte gouda 150 g squash - det er ca 1/2, men jo afhængigt af størrelsen 1/2 dl pofiber 1/2 dl fibrex (eller grøn Husk) 1 tsk bagepulver 1/2 tsk salt 25 g sesamfrø 3 æg evt lidt frø til drys/pynt
Sådan gør du
Riv osten.
Riv squashen og tryk lidt af væden ud af den.
Bland alle ingredienserne sammen.
Lad dejen hvile i 10 minutters tid.
Tænd ovnen, indstil den på 200° jævnvarme.
Form bollerne med en ske (som du ville forme frikadeller).
læg bollerne på en badeplade med bagepapir på eller i muffinforme.
Drys evt. lidt frø på bollerne, som pynt.
Bag bollerne 20 – 25 minutter, indtil de har fået en fin mørkegylden farve
Lad dem køle lidt af på en bagerist, inden servering.
Tips og Tricks
Vi opbevarer enten bollerne i køleskabet eller i fryseren.